I sommers havde jeg lyst til endnu et vandreeventyr i Norge. Sidst jeg var afsted, vandrede jeg med min veninde ruten Trekanten i Trollheimen, hvor jeg for første gang oplevede, hvor hyggeligt det er at overnatte i de betjente norske DNT-hytter undervejs.
Denne gang var jeg særligt opmærksom på, at planlægge en tur, der var let at komme til med offentlig transport. Og gerne med tog, for jeg synes Norge har nogle af verdens smukkeste togstrækninger. I min research faldt jeg over Rondane Nationalpark, som jeg ikke kendte til i forvejen, men bare så virkelig flot ud.

Hvorfor Rondane?
Rondane viste sig at være den perfekte destination. Der går et direkte tog fra Oslo Lufthavn til Otta, tæt på startpunktet for ruten. Og så har nationalparken præcis den natur, jeg drømte om med brede vidder, storslåede bjerge og uden alt for meget skov og store vandløb, som min veninde og jeg vandrede en del igennem på vores forrige tur.
Denne rute bliver også nogen steder kaldt ‘Trekanten i Rondane’. En 4-dages rundtur mellem hytterne Rondvassbu, Dørålseter og Bjørnhollia.



Overnatning i DNT-hytter
En af de ting, jeg holder allermest af ved at vandre i Norge, er DNT-hytterne. De er betjente, der er varm mad om aftenen, og man møder altid andre vandrere at snakke med – selv når man rejser alene. Det gør soloturen meget hyggeligere.

At vandre alene
Jeg kan godt lide både at vandre selv og sammen med andre, men på denne tur passede det bedst for mig at rejse solo. Da jeg har vandret i Norge før, føltes det hele lidt velkendt, hvilket var dejligt.
Generelt er jeg vild med at bruge tid i naturen, den gør mig altid så glad! Jeg følte mig tryg hele vejen og mødte andre vandrere på min vej. I hytterne om aftenen var det dejligt at snakke med nogle af de andre og høre om deres oplevelser, så det var en ret god kombination for mig.

Praktisk info i korte træk
- Længde: 4 dage
- Sværhedsgrad: 3/5 – stejle passager og ujævnt terræn undervejs, men også gode flade stier
- Transport: Fly til Oslo og videre med tog fra Oslo Lufthavn til Otta
- Overnatning: DNT-hytter hele vejen rundt
Vil du have alle detaljerne – ruten dag for dag, budget, pakkeliste og direkte links til hyttebooking – har jeg samlet det hele i min digitale vandreguide til Rondane Nationalpark. Den er baseret på præcis den tur, jeg beskriver her, så du kan planlægge din egen version af turen uden at bruge timer på research.